Steffen Rasmussen er degraderet til reservemålmand i AGF, men han er stadig glad for at være i klubben, og torsdag har han forlænget sin kontrakt med et halvt år.
Det betyder, at den 34-årige målmand vil være at finde i AGF-truppen frem til årsskiftet.
- Jeg er stadig sulten og har en stor lyst til fortsat at spille fodbold og til at bidrage på og uden for banen i den klub, jeg holder så meget af, siger Steffen Rasmussen i en pressemeddelelse fra klubben.
Målmanden har været i AGF i 16 år, og han arbejder i dag i klubbens salgsafdeling ved siden af fodboldkarrieren, mens han er under uddannelse.
Selv om Steffen Rasmussen i noget tid har stået i skyggen af Aleksandar Jovanovic i AGF-målet, så var klubben overbevist om, at kontrakten skulle forlænges.
- Steffen møder ind hver dag topmotiveret og misser stort set aldrig et træningspas - ja, han er måske endda i sin bedste fysiske form nogensinde.
- Så det har på mange måder været en let beslutning at tilbyde Steffen en forlængelse, og vi er rigtig glade for, at han har takket ja, siger Peter Christiansen, sportschef i AGF.
Steffen Rasmussen står noteret for 409 kampe for AGF. Det er tredjeflest i klubbens historie.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.