Det er ikke Aftenshowets ansvar, hvis journalisten Anders Lund Madsen i et af showets programmer siger noget, der kan støde seerne. Det mener programansvarlig i Aftenshowet Tine Bendix.
- Vi kan ikke tage ansvar for, hvad vores gæster siger i vores udsendelser, hvis vi skulle det, kunne vi ikke have en eneste gæst i programmet. Vi kan ikke fortælle gæsterne, hvad de må sige, og hvad de ikke må sige. Vi kan kun tage ansvar for det, vi selv siger, fortæller hun.
I Aftenshowet på DR1 var Anders Lund Madsen for et par dage siden i studiet for at fortælle om hans nye dokumentarprogram. Det handler om mennesker uden pårørende, der er dør i ensomhed. Da han bliver spurgt om han ved, hvorfor en af de afdøde var ensom, siger han blandt andet:
- Hun var grim, rigtig grim, og hvis man er meget grim kan det føre til social isolation.