En ældre herre ryger en pibe på terrassen. En anden ser eftermiddagsserier i fjernsynet. Et par damer spiser frokost. Ellers er gangene tomme på plejehjemmet Bøgehøjgård i Hornbæk.

Omkring halvdelen af de 50 beboere ligger nemlig i sengen bag lukkede døre. Der får de lov til at ligge hele dagen. På grund af strejken kommer de kun op af sengen hver tredje dag. De kommer op på skift, og selv når de endelig er oppe, skal de ofte hurtigt tilbage i sengen.

Kan de ældre ikke selv komme i bad, har de ikke været i bad, siden strejken begyndte. Og kan de ikke selv børste tænder, har de ikke fået børstet dem siden sidste onsdag.

»Det er så ondt, så hårdt og så frygteligt for de her mennesker. Det er ikke værdigt at behandle dem på den måde,« siger Lillian Brauns, der er formand for bruger-pårørenderådet på Bøgehøjgård. Hun hjælper beboerne med de ting, som personalet enten ikke har tid til eller ikke må gøre, fordi det ikke er livsnødvendigt for de ældre. Som at komme i tøjet.

Forstår ikke strejken

Harriet Oda Knudsen er 95 år og bor i bolig nummer 18. Her er gul dug på bordet, porcelænsdukker i hjørnet og et billede af barndomshjemmet på væggen.

Harriet er en af de heldige, der kommer ud af sengen hver dag, men det er kun, fordi hendes datter kommer forbi fire gange om dagen for at hjælpe hende. I bad har hun ikke været i 10 dage, og hun regner heller ikke med at komme det, før strejken slutter.

Harriet håber bare, at strejken snart er ovre.

»Jeg synes ikke det er i orden, at de strejker. Ikke sådan et sted som her. Der er folk, som ikke kan stå ud af sengen og må blive liggende. Det er forfærdeligt for dem,« siger hun.

En af de andre beboere er inviteret indenfor hos Harriet. Hun vil ikke have sit navn i avisen, men vil gerne fortælle, at hun ikke forstår, hvorfor strejken skal gå ud over de ældre.

»Hvorfor skal vi være gidsler i det her? Vi har kæmpet hele livet for, at de yngre skal have det så godt, som de har i dag,« siger hun og fortæller, at hun er begyndt at lugte, fordi hun ikke har været i bad. Det klør også i hovedbunden, siger hun.

Ingen smalle steder

Harriet Oda Knudsen forstår heller ikke, hvorfor personalet strejker, når de nu lever i et så godt samfund.

»Da vi var unge, var vi mere taknemmelige. Dengang indordnede man sig og strejkede ikke for at få mere i løn. Da arbejdede man lidt mere i stedet. I dag har de alt. Nu er der ingen smalle steder i Bredgade,« siger hun og fortæller om dengang, krigen brød ud, og man kunne købe et halvt kilo hakkekød for 50 øre. Flere af de ældre på plejehjemmet Bøgehøjgård er begyndt at få problemer med maven. Om det er den dårlige rengøring, den dårlige hygiejne eller noget helt tredje, ved beboerne og de pårørende ikke. Men beskidt er der.

»En af de ældre fortalte, at hendes natbord var så beskidt, at personalet næsten ikke kunne få sig selv til at stille maden på det. Det bliver man jo syg af,« siger Nelle Matthiesen, der er Harriets datter.

Hun har tilrettelagt sit eget liv efter morens. Hvis hun ikke kiggede forbi, ville Harriet ligge i sengen flere dage i træk. Ligesom de andre beboere.