Ældre ægtepar for vild i en uge: Levede af bær og muddervand

Nyheder
Ian og Carol på hospitalet, hvor de blev fløjet til med helikopter, da de endelig blev fundet ude i skoven. (Foto: Marin County Sheriff's Office)

En hyggelig skovtur endte som et mareridt for et amerikansk par.

Carol Kiparsky, 77, and Ian Irwin, 72, blev imod alle odds fundet i live i weekenden, efter de havde været forsvundet i 8 dage i den vilde californiske natur.

De havde lejet en lille hytte i det naturskønne område Inverness nord for San Francisco for at nyde nogle dage i den smukke natur. Og det kom de til – til overflod. For da de ville gå en tur en tidlig aften, for parret vild og havde ikke taget deres telefoner med. Selv om området ligger ud til kysten, så er der masser af tæt skov med både bjørne og andre vilde dyr, og det er ikke svært at fare vild. Og det gjorde parret.

i otte lange dage travede de rundt, sov under en hjemmebygget bivuak og levede af bær, svampe og drak mudret vand fra små mosehuller.

Selv om området ligger ud til kysten, og man egentligt bare kunne gå den vej ned mod større beboede byer, fandt parret åbenbart aldrig vej dertil.

Erfaringen hjalp dem

Carols søn, Joe, fortæller ABC News, at hans stedfar er en erfaren svampesamler og kan finde ud af at begå sig i skoven. Det har helt sikkert været med til at hjælpe dem med at overleve. De var dog begge både dehydrerede, underkølede og udmattede, da politiet efter flere dages intens eftersøgning med både hunde, helikoptere og frivillige fandt parret i den tætte skov.
Carol Kiparsky og Ian Irwin er stadig indlagte, men ved godt mod og glæder sig til at komme hjem. Her skal de nok inden længe vente en opringning fra et af de større filmselskaber eller streaming-selskaber, som vil byde på rettighederne til deres 8 dage lange mareridt af en skovtur.