En række advokater, der repræsenterer sagsøgerne i et søgsmål mod USA's næste præsident, Donald Trump, har mandag afslået at udsætte retssagen.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Retssagen drejer sig om Donald Trumps konkursramte uddannelsesinstitution, Trump University.
Desuden har advokaterne sagt nej til en forespørgsel fra Trumps advokater om, at den kommende præsident ikke behøver at møde op i retten personligt.
Sagsøgernes advokater beskriver forsvarets ønske om at få retssagen udskudt som taktik.
Ifølge advokaterne forsøger Trumps lejr at udskyde sagen på ubestemt tid.
Donald Trumps lejr har bedt om at få retssagen udskudt, til rigmanden officielt er blevet indsat i Det Hvide Hus.
Men den går altså ikke, mener sagsøgernes advokater.
- Alle forsvarets forespørgsler i denne retssag er blevet afløst af en ny forespørgsel, skriver advokat Jason Forge.
Han tilføjer, at sagsøgerne i det seks år gamle sagsanlæg "ikke har råd til yderligere forsinkelser."
Studerende på Trump University betalte op til 35.000 dollar - omkring 240.000 kroner - for at blive skrevet ind på uddannelsen.
De indskrevne studerende var overbeviste om, at Trump University ville klæde dem på, så de kunne klare sig inden for handel med ejendom.
Det skulle ske, ved at de studerende blev undervist af eksperter, som var blevet håndplukket af Donald Trump, står der i søgsmålet.
I stedet fik de sagsøgte efter eget udsagn kun adgang til nogle meningsløse foredrag.
Mens høringerne begynder torsdag, indledes retssagen først 28. november. Den skal finde sted i en føderal domstol i Californien.
Det sker, medmindre Donald Trump indgår et forlig i sagen.
USA's præsident nyder immunitet. Præsidenten kan dermed ikke retsforfølges, mens han eller hun bestrider embedet.
Reglen gælder dog ikke for overtrædelser, der har fundet sted, før perioden som præsident begynder.
/ritzau/