Aarhus går baby-amok - men har færre senge

Der var travlt på fødegangen d. 24. juli på Aarhus Universitetshospital. (Foto: Tonny Foghmar)

I løbet af 90 minutter blev der født ti børn på Aarhus Universitetshospital. Det er det højeste antal på så kort tid nogensinde.

Det var ikke fødende kvinder og babyer, der manglede på Aarhus Universitetshospital den 24. juli.

Fra klokken 2.06 om natten og 90 minutter frem blev der født ti børn. Det er det højeste antal børn, der er blevet født på så kort tid i hospitalets historie. Det skriver hospitalet på deres Facebook-side.

Ifølge hospitalet blev der indkaldt ekstra personale og knoklet igennem, så både babyer og forældre kunne få en så god oplevelse som muligt.

Juli måned er altid en travl måned, men generelt har det ikke været en mere ekstrem juli end tidligere år.

En særlig udfordring har dog været, at afdelingen nedlagde 11 senge i starten af måneden. Og personalet havde ikke haft tid til at øve sig i at klare store spidsbelastninger med færre senge.

"Personalet improviserede og hjalp hinanden, som jeg aldrig har set før. Samtidig fik vi god hjælp fra fødeafdelingerne i Randers og Horsens. Tilsammen gjorde det, at vi kom igennem en vanskelig periode på Føde- barselsafdelingen. Nu er antallet af fødsler stilnet lidt af, men vi arbejder stadig dagligt med at få de senge, vi har, til at række," siger chefjordemoder Joan Dürr ifølge hospitalets Facebook-side.