To brødre på 19 og 24 år fra Aarhus er tiltalt for at arrangere og finansiere den ældste brors ophold i en træningslejr kontrolleret af en terrororganisation.
Anklagemyndigheden rejser nu en straffesag mod to brødre fra Aarhus, der er tiltalt efter straffelovens forbud mod terrorfinansiering og træning til terror, skriver anklagemyndigheden.dk.
- Anklagemyndigheden tiltaler de to brødre for i fællesskab at have arrangeret og finansieret den ældste brors ophold i en somalisk træningslejr, der er kontrolleret af terrororganisationen al-Shabaab," siger statsadvokat Jens Røn ved Rigsadvokaten.
Terrortiltalen sker, efter at justitsminister Morten Bødskov (S) har tiltrådt Rigsadvokatens indstilling om at tiltale de to brødre på 19 år og 24 år efter terrorbestemmelserne i straffeloven.
Terrorsagen drejer sig om en 24-årig mand, der ifølge anklageskriftet i nogle måneder frem til marts 2012 opholdt sig i en træningslejr tæt ved Somalias hovedstad Mogadishu.
Her modtog han træning, instruktion eller anden oplæring til at begå terrorhandlinger. Hans 19-årige lillebror er tiltalt for at have ydet bistand til storebroderens træningsophold. Brødrene er samtidig tiltalt for at have ydet økonomisk støtte til al-Shabaab.
Straffesagen vil blive behandlet ved Retten i Aarhus som en nævningesag, og den forventes indledt 11. marts.
De to brødre har været varetægtsfængslet siden maj 2012.
/ritzau/