Efter en uge med hedebølge ser det endelig ud til, at der kommer noget vand. Endda betydelige mængder af det.
DMI har således udsendt et varsel om skybrud og torden flere steder i landet, og det kan sandsynligvis ramme Danmark i dag, lørdag.
30 milimeter kan der falde enkelte steder, fortæller DMI’s vagthavende, Frank Nielsen, til B.T.
- Der er så meget fugtighed i luften, at der kan falde helt op til 30 millimeter regn. De områder, hvor det kan ske, som billedet ser ud lige nu, er i den sydvestlige del af landet samt ind over Fyn og Vestsjælland, siger han.
Når skybruddet ventes at have passeret store dele af landet natten til søndag, byder morgendagen på sol og sommertemperaturer på mellem 25 og 27 grader.