Af Rune Skym-Nielsen, rusk@avisen.dk

Madonna: Hard Candy (Warner Music)

Normalt er Madonna lynende hurtig på aftrækkeren. Hun lugter en ny trend og kobler sig på den. Bærer den frem, som var den hendes egen. Musiker-, sangskriver- og vokalist-wise har hun aldrig været noget unikum. Enormt flair for den gode melodi, javist, men først og fremmest en trendspotter, der rider med, før hypen bliver til kitsch. Med mindre det har været cool at være kitsch, naturligvis.

Derfor undrer det også, at hele Jordens popmama på album nummer 11 satser på The Neptunes og Timbaland (og dermed også protegeerne Justin Timberlake og Danja) som lyddesignere. De har jo toppet, over flere omgange, og er det dyreste og mest etablerede, man kan opsnuse i dette årti.

Men til en gennemført festbaseret skive som Hard Candy viser valget sig rigtigt. Pladen er ikke nogen milepæl, men den fungerer og funkler. Skal man sammenligne den med noget andet derude, ligger Justin Timberlakes FutureSex/LoveSounds lige for. Hard Candy emmer af den samme fremtidssikrede funk, kantede beats og selvsikre omkvæd.

Sammenhængskraften er dog svagere. Måske fordi man får fornemmelsen af, at de to producerteams slås om dronningens gunst fra start til slut. Det bliver for stressende og anmassende - hey, hør hvad vi kan! Hvis nogen trods alt vinder den kamp, må det være The Neptunes, som nok skal lamme hitlisterne med en buket modige og organiske house-lignende produktioner, der hæsblæser derudad og pynter sig med et arsenal af ekstremt luftige syntesizere.

Incredible er Hard Candy s ubestridelige lækkerbisken. Den fænger fra første færd med sit mediterende omkvæd - og er lige præcis utrolig popkunst.

Timb ernes bedste bidrag er den episke Devil Wouldn t Recognize You , som er umådeligt smuk og storladen. Og poetisk, ligefrem. Madonnas fineste lyrik til dato ændrer dog ikke på, at nummeret føles hørt før. Først med Justins Cry Me A River (2002), dernæst i hillbilly-rapperen Bubba Sparxxx Nowhere (2003) og senest i Justins Goes Around/Comes Around (2006).

Timbaland gentager altså sin formel lige lovlig meget, og det siger måske mere om Madonna end om superproduceren. Det kunne være alderen, der så småt trykker. I hvert fald er hun endelig fanget i at forfølge en trend frem for at føre den an.