En dag står Per Mogensen og venter på bussen. Ved siden af ham står en ung mand med sin kæreste. Hun spørger, hvad de skal lave i aften, og han svarer, at han skal med drengene ind og tyre femmere efter Boogie-Preben.
Per tænker, at det er noget mærkeligt afstumpet noget at gøre. Så kommer bussen, og Per stiger ind og finder en plads. Bussen sætter i gang og kører gennem Københavns gader. Per kigger ud af vinduet i egne tanker og pludselig går det op for ham, hvem de talte om: Preben, Pers egen far.
»Lav Ormen, Preben«
Til næste år bliver Preben Mogensens gravsten på Frederiksberg kirkegård fjernet. Dermed forsvinder beviset på, at Preben var i verden fra 1935 og 62 år frem.
Når hans søn og datter dør, vil ingen længere huske Preben Mogensens drømme eller historien om den sommerdag i 1960, hvor han mødte Hanne fra Fyn til pigtrådsmusik på Figaro på Bakken. Dagene på børnehjemmet, skuddene fra Stasi og moderen, der brændte ihjel, vil også blive glemt.
Men Preben Mogensen vil alligevel blive husket. Ikke mindst med en smule selvhad og fortrydelse fra de voksne mænd, der var unge i 80¿erne og starten af 90¿erne. For selvom denne historie handler om Preben Mogensen, handler den i lige så høj grad om de mennesker, der kunne lide at danne ring om ham og flænse hans ansigt i stykker ved at tyre femmere i hovedet på ham, mens de råbte »Ormen Preben, lav Ormen, Preben«.
MC Einar og RBC
I 1984 startede Preben Mogensen i en alder af 49 år med at danse sin egen mærkværdige version af electric boogie og breakdance i weekendnætter på Strøget i København. Han kom ofte hjem og fortalte sin kone og sine børn, hvordan han blev hyldet som »Strøgets Elvis«. Men mens sønnen Per Mogensen blev hyldet som Danmarksmester i jitterbug under kunstnernavnet Per Elvis, kom den hyldest, som Preben Mogensen pralede med, fra en ubarmhjertig ungdom, hvor han blev døbt Boogie-Preben.
Eller som de to oprindelige danske hiphop-grupper Rockers By Choice og Mc Einar rapper i sangen Retro fra 2002, der handler om deres ungdom i 80¿erne: »ka`i huske, dengang vi stod nede på strøget og dansede boogie og kastede mønter efter Preben«.
Per Mogensen husker noget andet.
Han husker, hvordan det føltes at stå som 20-årig og se jævnaldrende tiljuble en dybt isoleret mand for sjov.
Cecil og fem FF ere
Boogie Preben var hverken hjemløs, vagabond eller alkoholiker. Han boede i herskabslejligheden på Frederiksberg med sin søn og datter og sin kone. Han var heller ikke retarderet, selv om de dampe, han indåndede på lysfabrikken i de arbejdsmiljøfri 70 ere, ikke gjorde hans forstand bedre. Der var ikke for alvor noget galt med Preben Mogensen. Alligevel kunne hans voksne søn hver fredag og lørdag aften overvære det samme ritual: Moren, der står i køkkenet og tilbereder frikadeller eller medister og laver aftenkaffe, mens faren sidder i stuen med fjernsynet skruet højt op og lytter til musik i hovedtelefonerne, ryger Cecil og drikker fem FF ere. Moren, der går i seng, og så lige pludselig lidt over midnat lyden af hoveddøren, der smækker for først at blive åbnet igen 7-8 timer senere.
De timer, fra Preben forlod sofaen og bordet med de fem tomme FF ere, til hoveddøren gik op igen, er grunden til denne historie.
For i de timer grundlagde Preben ikke alene sin berømmelse, men i høj grad omdrejningspunktet i sin egen eksistens.
Ydmygende stolthed
Når Preben kom hjem om morgenen, kunne han være knuget af trodsig stolthed. En stolthed over at være, som han selv sagde, Strøgets Elvis. Men samtidig en dyb fortvivlelse indeni over den ensomhed, der var så desperat, at selv ydmygelsen fra unge mænd kunne forløse den en smule. Når han kom hjem sådan, talte han ikke om det. Så græd han. Over vreden og vel også over skammen. For mens man som tilfældigt forbipasserende nemt kunne tro, at Boogie Preben oplevede virkeligheden på en anden måde end andre, gjorde han det faktisk ikke. Han kunne godt mærke mønterne, der blev tyret på kroppen. Han kunne godt fornemme hånen i jublen. Han kunne godt se, at ingen inviterede ham med, når de gik videre ud i natten.
Stilheden i stuerne
Når Prebens kone bad sin mand om at blive hjemme og ikke tage derind igen, lovede han altid, at det var sidste gang. Men alligevel smækkede døren altid lidt over midnat. Ingen i familien fandt for alvor ud af, hvorfor Preben skulle ind på Strøget. Men sønnen kunne i ugens øvrige dage konstatere, at Preben var et dybt isoleret menneske. Dagene med jitterbug på Enghave Plads i 50 erne og arbejdsfællesskaberne i årtierne efter var afløst af understøttelse og en pladesamling, der blev afspillet i hovedtelefoner i stille stuer.
Uforfalsket virkelighed
Efter Preben døde, ringede telefonen stadig på Frederiksberg. Preben var nemlig blevet så populær, at gymnasier havde fået for vane at invitere ham med til deres store fester. Festudvalgenes gimmick var, at de midt i festen kunne præsentere et stykke uforfalsket virkelighed, nemlig Boogie Preben, der stod midt på dansegulvet og spassede sine breaker-moves, mens 1.g¿erne, 2.g¿erne og 3.g¿erne dannede ring og stod i et stort jublende fællesskab og tyrede de uddelte mønter, mens de råbte »Ormen«, »Ormen«, »Ormen«.
Preben var min far
Per Mogensen ved ikke, hvorfor folk kastede mønter efter hans far. Når han indimellem bliver spurgt »Hey, kan du huske ham der Boogie Preben?,« så svarer Per ja, uden at fortælle, at Preben var hans far. Men næste gang vil han måske spørge »Hvordan ville du egentlig have det, hvis det var mig, der tyrede mønter efter din far, det var nemlig det, du gjorde, for Boogie Preben var min far.«
Dette er historien om Preben Mogensen, som hans søn, Per Mogensen, husker den.
Boogie Preben var en af de særlige som alle ved hvem er, men som ingen kender
Af Rasmus Karkov
raka@avisen.dk
Jeg har en gang været en af dem der bare så på uden at gribe ind.
Det var da jeg begyndte at gå i byen i slutningen af 80 erne. Mine venner havde opdaget en midaldrende fyr der stod og spassede electric boogie inde på strøget om natten. Det var kotume at tyre mønter efter ham. Hvis man kastede femmere, så smed han sig ned på den gennemkolde asfalt og lavede Ormen, der i mange år var adels-movet indenfor breakdance.
Mine venner grinede, mens jeg tavs stod og betragtede ydmygelsen af en mand der tydeligvis ikke forstod hånen.
Sådan blev det ved i mange år. Ikke at mine venner og jeg stadig gik forbi, vi fandt andre legepladser i natten, men indimellem skulle man den vej hjem og så stod han der med sine groteske bevægelser, mens en flok unge mænd tyrede mønter efter ham.
Men pludselig forsvandt han. Eller også var det mig der forsvandt fra den del af livet der foregår om natten på strøget. Men jeg hørte alligevel sjældnere og sjældnere forbipasserende fortælle historier om nætter hvor mønter blev tyret i hovedet på Preben.
Nu ved jeg hvad der skete og dette er historien om manden de kaldte Boogie Preben.