Hvis ikke verdens lande bliver enige om at reducere udslippet af drivhusgasser snart, så vil 70 procent af klodens koralrev være forsvundet inden 20 år. I dag er 20 procent allerede ødelagt på grund af klimaforandringer, overfiskning og forurening.
Det advarer 17 biologer fra hele verden i tidsskriftet Science i dag. Den stigende mængde CO2 i atmosfæren bliver nemlig optaget af havet, som derved bliver mere surt. Koraller er bygget op af kalk, og derfor vil det mere syrlige vand hæmme deres vækst (ligesom når man fjerner kalk med eddike).
Det er ikke kun det sure vand, men også det varmere vand, der ødelægger korallerne. For når vandet bliver for varmt, så spytter korallerne de alger fra sig, der giver dem deres flotte farve og næring.
Turismen er ikke det eneste, der får et slag, hvis korallerne forsvinder. Korallerne er også hjemsted for et uhyre stort antal arter af fisk. Hvis de forsvinder, forsvinder livsgrundlaget for en milliard mennesker.