Alt går - bortset måske lige fra resultaterne altså - efter planen.
Sådan cirka var meldingen fra landstræner Morten Olsen, da han mandag formiddag svarede på spørgsmål fra pressen.
- Vi har på holdet altid haft en tro på, at det vi gør, er det rigtige. At vi så ikke har resultaterne til at bevise det, det må vi leve med, sagde Morten Olsen.
Vi har de spillere, vi har
Morten Olsen har de seneste dage været under heftig kritik, men selvom det danske landshold med nederlaget til Nordirland nu endegyldigt har forpasset chancen for at komme til EM og flere af spillerne har alderen imod sig, er der ingen storvask på vej forud for onsdagens landskamp mod Island.
- Vi skal bruge kampen til at præsenterede dét danske landshold, der har mulighed for at vinde dén landskamp. De spillere, vi har i dag, er også de spillere, vi har i fremtiden. Og hvis træneren hed noget andet, ville det også være de samme spillere, der udgjorde stammen på holdet. Men træneren hedder altså ikke noget andet, sagde Morten Olsen.
Vi spiller med mange angribere
Morten Olsens foretrukne 4-3-3-system har længe været under kritik, og på pressemødet blev han da også direkte spurgt, om ikke tiden var inde til at spille med to angribere.
- Nej, vi skal have mange flere, og det har vi også. At det så på papiret for manden på gaden ser ud som om vi kun spiller med én, er helt forkert. Vi forsøger altid, at få mange med frem i boksen, sagde Morten Olsen, der dog ikke satte navn på, hvem de mange angribere er.