Naser Khaders valgkamp er kun lige akkurat bestået.
I en meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har foretaget for dagbladet Børsen, får Naser Khader karakteren 6,5 målt på 13-skalaen. Dermed placerer vælgerne Ny Alliances leder som den dårligste af de syv partiledere, der er blevet bedømt i meningsmålingen.
Øverst på listen er der dødt løb imellem Villy Søvndal (SF), Anders Fogh Rasmussen (V) og Helle Thorning-Scmidt (S), der alle får karakteren 8,6.
Naser Khaders dårlige valgkamp afspejler sig også i meningsmålingerne, hvor Ny Alliance mister terræn dag for dag.
I valgkampens start havde Ny Alliance frremgang og havde 29. oktober 7,9 procent af stemmerne ifølge Nyhedsavisens valgbarometer. I fredags var Ny Alliances tilslutning faldet til 3,8 procent.
Se hele Børsens Liste her:
Villy Søvndal (SF): 8,6
Helle Thorning-Schmidt (S): 8,6
Anders Fogh Rasmussen (V): 8,6
Margrethe Vestager (R): 7,7
Bendt Bendtsen (K): 7,3
Pia Kjærsgaard (DF): 7,2
Naser Khader (NA): 6,5