Specialstyrker fra den franske politienhed GIPN stormede banken, hvor to gidsler stadig var holdt fanget, da gidseltageren angiveligt ville tænde ild til banken.
Gidseltageren blev såret af skud i låret, og er blevet anholdt og kørt afsted i ambulance.
Det skriver den franske netavis ladepeche.fr.
Gidseltageren var en mand, der tidligere i dag kom ind i banken og ville have udleveret penge. Da personalet ikke adlød trak han en pistol, affyrede et skud og tog fire gidsler, blandt andet bankens direktør.
Senere hævdede gidseltageren, at han havde tilknytning til al-Queda, og ville forhandle med elitepolitienheden Raid, som i marts dræbte Mohammed Merah i samme by efter en belejring på 32 timer, hvor han forskansede sig i sit hjem.
23-årige Merah, der også var erklæret tilhænger af al-Qaeda, skød og dræbte tre soldater, en rabbiner og tre jødiske børn i Toulouse for tre måneder siden.
Merah boede i samme område, som afdelingen af den franske bank CIC, hvor gidseldramaet i dag udspillede sig.