Danmark fik med sin sejr på 0-2 ude over Island sat maksimalt presse på topholdet i Gruppe H, Norge.
Men med aftenens resultat i Portugal, er der tæt spil i gruppen om at kvalificere sig til EM-slutrunden i 2012.
Norge kom med en typisk norsk indstilling til kampen på Estadio da Luz i Portugal. Nordboerne ville stå dybt i banen og forsvare sig. Et point ville nemlig fortsat holde Norge i toppen af gruppen.
Men selvom Norge egentlig startede ganske defensivt på kampen, og Portugal havde bolden mest, så var Norge faktisk ganske giftige i første halvleg. Især på et par skarpe kontrastød fik nordmændene pulsen op hos hjemmeholdet.
Der stod dog 0-0 ved pausen.
Og i starten af anden halvleg tegnede det samme billede sig. Portugal havde bolden, men Norge forsvarede sig.
Det ændrede sig dog pludselig, da Manchester United-stjernen Nani sendte en flot bold ind over til Helder Postiga, der flot udplacerede Norges målmand.
Norge kom aldrig rigtigt i gang efter hjemmeholdets scoring, og dermed er Portugal nu på 10 point - det samme antal som både Norge og Danmark.