Normalt beskæftiger han sig mest med sport.
Men nu skal den inkarnerede TV 2-vært Morten Ankerdal hygge med familien Danmark i den bedste sendetid hos konkurrenten.
Ifølge B.T. er Ankerdal-junior nemlig Mads Steffensens afløser på Aftenshowet på DR.
Hos TV 2 bekræfter man, at Ankerdal stopper efter 13 år på Kvægtorvet.
"Ja, det er rigtigt, at Morten Ankerdal stopper på TV 2," bekræfter Frederiks Lauesen overfor B.T.
De seneste år har den unge Ankerdal været en af TV 2's bærende værter og ansigt udadtil, når det gælder de helt store sportsbegivenheder som herrernes håndbold VM i Sverige og VM i fodbold i Sydafrika i sommer.
Hos TV 2 ærgrer chefen sig over værtens beslutning.
"Morten Ankerdal er klart en af Danmarks bedste sportsværter. Nu er det min opgave at finde en anden, der kan erstatte ham," siger Frederik Lauesen.
Kilde: B.T.