Forældre med børn i dagpasning vender tommelfingeren nedad til den fælles madordning, som alle kommuner er forpligtet til at tilbyde.
I seks ud af ti institutioner har forældrene indtil videre besluttet, at de ikke ønsker kommunal frokost til ungerne. Det viser en landsdækkende undersøgelse, som Politiken har foretaget.
Og der lyder også mellemfornøjede anmeldelser i flere børnehaver, der rent faktisk har sagt ja til tilbuddet.
"Børnene mistede lysten til at spise frokost, da vi fik den kommunale catering-mad sidste år. Den bliver kedelig og udtørret og kan slet ikke konkurrere med forældrenes madpakker," siger Marianne Lindén, leder af Holmens Sogns Udflytterbørnehave i København.
"Og så har den kommunale madordning oven i købet suget så mange penge ud af institutionernes kasse, at vi ikke har været i teater med børnene i et helt år," melder hun.
I Københavns Madhus mener man, at flere kommuner har introduceret så dårlige madordninger, at "det ikke er spor mærkeligt, at forældrene siger nej", lyder det fra direktøren Anne-Birgitte Agger.