Vejle Boldklub kunne skimte første pladsen i første division, men holdet gik helt ned i dagens kamp mod Skive, hvor vejlenserne smed en sikker føring over bord. Holdet gik fra 0-2 føring til 6-2 lussing.
Vejle lagde ellers sikkert fra land i dagens kamp i Skive. Dommeren havde knap fløjtet kampen i gang før Vejle på et mål af Erik Marxen i det syvende minut. Efter 41 minutter udbyggede Vejles norske bomber Rune Ertsås føringen til 2-0.
Vejle kunne skimte pauseteen og rosende ord fra træner Mats Gren, men på to lynhurtige mål kom Skive på 2-2, som blev pauseresultatet.
Den nedtur havde Vejle svært ved at ryste af sig efter pausen, hvor Skive satte turboen til. Blot to minutter efter pausen bragte Martin Thomsen Skive foran, og den føring udbyggede Andreas Albers med sit andet mål i kampen.
Den skuffelse kunne Vejle ikke ryste af sig, og i sidste minut gjorde Skive ydmygelsen total med to lynhurtige mål. Dermed kunne Vejle trille hjem igen med en kæmpe røvfuld og en tabt førsteplads.