Der er blevet flere tomme stole på lærerværelserne. Kommunerne har alene i år nedlagt over 1.000 lærerstillinger.
Det er Danmarks Lærerforening, der har spurgt landets kommuner, om de har nedlagt lærerstillinger.
Og det har syv ud af ti kommuner. I alt er 1.090 lærerstillinger blevet nedlagt i 2010.
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er rystet over omfanget af lærerfyringer.
"Jeg har været lærer siden 1982, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Og det er i en situation, at alle taler om, hvor vigtigt det er, at vi har en god folkeskole for, at vi kan klare os i den internationale konkurrence. Det skriger til himlen," siger han til Newspaq.
Og lærerne trængsler er ikke forbi.
Nulvækst i kommunerne betyder, at der vil komme yderligere besparelser den kommende tid, forudser lærerformanden.
"De tilbagemeldinger vi får fra de budgetlægninger, der er i gang nu, tyder desværre på, at der kommer flere fyringer," siger Anders Bondo Christensen.
Elev-organisationen, Danske Skoleelever siger, at lærerfyringerne vil betyde mere uro i klasserne, flere elever med behov for specialundervisning og dårligere faglighed.
"Hvis vi skal skabe en skole i verdensklasse, så nytter det ikke noget at fyre de lærere, der netop skal skabe en god skole. Fyringerne kommer til at ramme kommunerne som en boomerang, for det er vores fælles fremtid de sparer på," siger Troels Boldt Rømer, formand for Danske Skoleelever.