Hvis børn ikke har nogen at lege med i frikvarteret, lærer de ikke noget i timerne.
For det er helt afgørende for skolebørn at være en del af fællesskabet, viser ny undersøgelse. Det skriver Kristligt Dagblad.
Så kan det godt være, forældrene fokuserer mere på, om de små kan læse, skrive og regne. Men det vigtigste for ungerne selv er at have venner. Så er de i stand til at lære noget.
Det viser en ph.d.-afhandling, som Anja Hvidtfeldt Stanek, cand.mag. i pædagogik og psykologi ved Roskilde Universitet, er i gang med.
"For de børn, jeg har fulgt, har det at lære bogstaverne og følge skolens dagsorden ikke været et problem, medmindre de havde det problem, at de følte sig uden for fællesskabet," siger Anja Hvidtfeldt Stanek til Kristligt Dagblad.
I sit forskningsprojekt har hun fulgt en gruppe børn fra børnehaven og videre til børnehaveklassen og 1. klasse for undervejs at studere, hvordan pædagoger, lærere - og børn selv - arbejder med venskaber og fællesskaber.
Hun vurderer derfor, at den vigtigste skoleforberedelse at få med fra børnehaven er erfaring med gode fællesskaber.
"Venskaber er ikke ubetydelige, men i stedet for at sikre sig, at alle har en bedste ven, er det vigtigere for børnenes læring og trivsel, at de voksne får dem ind i fællesskabet. De nære venskaber er alligevel ikke noget, voksne kan styre," siger Anja Hvidtfeldt Stanek.