Den 49-årige Headley har erklæret sig skyld i anklagerne om terror mod Mumbai og i at planlægge et terrorangreb mod Jyllands-Posten.
Det skriver Politiken.dk.
David Headley er sigtet efter nogle af de hårdeste paragraffer i USA's terrorlovgivning og kan således risikere at blive idømt dødsstraf for terrorangrebet i Mumbai og fængsel på livstid for terrorplanerne mod Jyllands-Posten.
Det er formentlig i håb om at undgå dødstraf, at Headley nu har valgt at samarbejde med anklagemyndigheden.
Angrebet i Mumbai fandt sted i 2008 og kostede over 160 mennesker livet.
FBI mener, at Headley blandt andet har samarbejdet med den pakistanske terrorleder Ilyas Kashmiri, som har tætte relationer til al-Qaeda. Headley blev anholdt samtidig med en anden mand, Tahawwur Hussain Rana.
Ifølge FBI har Rana hjulpet Headley med at planlægge terrorangrebene i Danmark og Indien. Rana har dog foreløbig erklæret sig ikke-skyldig i alle anklager.