Alkoholråd raser over irsk drukfest

Dagen har været en stor festdag for irerne. Og det bliver aftenen også. (Foto: Foto: Scanpix/Reuters)

Irernes nationalfest bliver i aften fejret på 140 pubber og værtshuse landet over - selvom der kun bor 1.300 irske statsborgere i Danmark.

Her til aften skåler danskere og herboende irere i Guinness-øl og skråler ironisk nok med på afholdenhedssangen 'The Wild Rover' på bedste St. Patricks Day vis.

Irernes nationaldag med optog, fest og grønne farver, har nemlig fået en plads i den danske festkalender, der i forvejen tæller lanceringen af julebryg og påskebryg.

I Alkoholpolitisk Landsråd ærgrer generalsekretær Johan Damgaard Jensen sig. Det er et tilbageskridt i forhold til at sætte en stopper for de unge danskeres europæiske drukrekord.

"Med den blæst og markedsføring, der er omkring St. Patricks Day, kan jeg ikke se, hvordan de unge kan overholde Sundhedsstyrelsens anbefaling om højest at drikke fem genstande. De her lejligheder til at feste griber jo de unge mennesker i en kultur, hvor vi i forvejen skal drikke alkohol i næsten alle sociale sammenhænge," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.

Johan Damgaard Jensen anklager alkoholindustrien med Carlsberg i spidsen for at "opfinde" den irske nationalfest her i Danmark, hvor der kun bor 1.300 irske statsborgere.

"Alkoholproducenterne bærer mere brænde til bålet ved at opfinde den her tradition i Danmark," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.

På 140 pubber og værtshuse er det bryggeriet Carlsberg, der som leverandør af den irske øl Guinness, pynter op til den irske folkefest med høje hatte, T-shirts, guirlander og plakater.

Og det ser bryggerigiganten ikke noget problem i.

Kommunikationsdirektør Jens Bekke afviser kritikken fra Alkoholpolitisk Landsråd.

"Det er jo en festdag for irerne, og da der også bor irere i Danmark, så er det naturligt, at dagen også bliver fejret her. Det skulle nødigt blive sådan, at vi ikke må feste mere. Hvis vi bare sad i sofaen og spidse fedtemadder, så ville det også blive lidt kedeligt," siger han.

Sundhedsminister Bertel Haarder (V) kan dog ikke se, hvorfor danskerne skal fejre St. Patricks Day.

"Jeg synes, det er en ligeså dårlig ide som J- og P-dag, som jeg husker min kollegietid. De der drukture er absurde, og det samme gælder for St. Patricks Day," siger han til Newspaq.

Alkoholpolitisk Landsråd foreslår et totalt forbud mod markedsføring af alkohol i Danmark. Men den nye sundhedsminister vil først slå koldt vand i blodet.

"Hidtil har vi ikke haft regler, der forbyder den her markedsføring, fordi det er regeringens politik at overlade det til folk selv at administrere deres alkoholforbrug. Men jeg vil følge udviklingen nøje," siger Bertel Haarder.