Hvis der skal være rent hjemme hos ældre, så må de selv punge ud for at få det gjort.
Det mener den kommende formand for Kommunernes Landsforening (KL), den nuværende borgmester i Horsens - socialdemokraten Jan Trøjborg.
"Vi får flere og flere ældre, men har ikke mulighed for at hente flere indtægter over skatten. Derfor bør vi se på mulighederne for at øge brugerbetalingen," siger Jan Trøjborg, der i næste uge bliver valgt som formand for KL, til Jyllands-Posten.
Men det bliver slet ikke nødvendigt at spare, siger Venstres gruppeformand i Folketinget, Kristian Jensen til Newspaq. Borgmestre skal i stedet lade sig inspirere af gode ideer fra andre kommuner.
"Der er rigtig mange kommuner, som har fundet løsninger til at effektivisering af administration, fået billigere drift af ældrecentrene, fået mere effektive lærer ved at få flere undervisningstimer fra hver enkelt lærer. Så det er den vej, de bør gå," siger Venstres gruppeformand og tidligere skatteminister Kristian Jensen til Newspaq.