Selvom aktivering via et job med løntilskud eller virksomhedspraktik for langt de fleste er den korteste vej til et job - så er der stor forskel på, hvor meget jobcentrene bruger de to muligheder.
Nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at Tønder, Aabenraa og Faaborg-Midtfyn kommuner er flittigst til at gøre brug af dem. Her er 16-17 procent af de ledige i virksomhedsrettet aktivering, skriver Danske Kommuner.
Omvendt står det dårligst til i Rudersdal, Hillerød og Vejle, hvor kun tre til fire procent af de ledige er i aktivering med løntilskud.
Lars Skipper, lektor på Aarhus Universitet, synes, det er mærkeligt, at nogle af jobcentrene bruger virksomhedsrettet aktivering så lidt.
"Det er særdeles veldokumenteret, at netop den form for aktivering hjælper de ledige hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet og samfundsøkonomisk set er billig. Så det er underligt, at jobcentrene ikke bruger ordningerne mere," siger han.
I Aabenraa Kommune forklarer jobcenterchef Henrik Kærgaard, Aabenraa Kommune, at nøglen til jobcentrets gode resultater er et intensivt forløb på maksimum fire uger.
Her får den ledige til opgave i tæt samarbejde med jobcentrets konsulenter at finde en virksomhedspraktikplads eller endnu bedre et job.
"Alle de ledige, som indtil nu har deltaget i projektet, har som minimum fundet en praktikplads inden de fire uger er gået," siger jobcenterchefen.