Flere af landets folkeskoler kræver, at eleverne selv tager en computer til undervisningen.
Men det er et klart brud på både Grundloven og folkeskoleloven, som sikrer gratis skolegang, siger formanden for forældreorganisationen Skole og Samfund Benedikte Ask Skotte.
"Alle elever går gratis i folkeskole, og i dag er computere stadig så dyre, at der er nogle, der ikke har mulighed for at investere i en," siger Benedikte Ask Skotte til Nyhedsbureauet Newspaq og tilføjer:
"Vi beder heller ikke eleverne om, købe tyskbøger, for at de kan undervises i tysk. Det er brugerbetaling, hvis man skal investere i en computer til at have med i skolen."
Blandt andet skoler i Hvidovre, Hjørring og Vesthimmerland kræver ifølge Berlingske Tidende, at eleverne selv har computer med.
Senest i rækken er Marienhoffskolen i Syddjurs Kommune, som netop har meddelt i et nyhedsbrev, at ledelsen forventer, "at forældre til børn i 4. klasse køber en personlig computer, som eleven kan have med i skole."