På de første ni huller af USPGA-turneringen i Minnesota lod det ikke til, at Søren Hansen lod den meget omtalte skattesag gå ud over sit golfspil.
I alt fald lå han en overgang på andenpladsen under første runde af den stjernespækkede turnering på Hazeltine-banen i Minnesota.
Søren Hansen var tre under banens par efter ni huller, men en bogey på 15. hul efterfulgt af en dobbeltbogey sendte sjællænderen ned på 24. pladsen endnu inden alle spillere var kommet i klubhuset.
Lidt bedre gik det for Anders Hansen, der gik første runde i 71 slag - et under par. Han deler umiddelbart 12 pladsen med en stribe andre spillere.
Søren Kjeldsen deltager også i majorturneringen, men havde en af de sidste starttider uden for redaktionens deadline.
Den for nylig tilbagevendte verdensetter Tiger Woods fører turneringen i fem slag under par.