Den folkekære tidligere morgenvært Cecilie Frøkjær fortæller om den betydning programmet har haft for hende privat og professionelt.
Hun var nærmest synonym med dansk morgen-tv i mere end et årti. Men bag den rolige og varme fremtoning på skærmen gemte der sig en ung journaliststuderende, der var ramt af massiv præstationsangst.
I komiker Olive Stanescus podcast “Go' tur hjem” fortæller Cecilie Frøkjær nu, hvordan det nærmest var et lykkeligt tilfælde, at hun endte som vært på “Go' morgen Danmark”, og hvordan netop det job blev hendes mentale redningsplanke, oplyser Se og Hør.
Tilbage i midten af 90’erne var Cecilie stadig under uddannelse på Journalisthøjskolen, med praktik på TV Midtvest i Holstebro. Her havde hun fået venner på redaktionen, og da flere af dem - inklusive hende selv senere flyttede til København, mødtes de for at mindes de gode gamle dage. Her hører hun om det nye morgenprogram, og selvom det var en lang vej fra første opkald til værtsrollen, så var det alt værd.
Tung bagage
Bag det store gennembrud lå der dog en tung bagage. Under både praktikopholdet i Holstebro og studietiden i Aarhus var Cecilie nemlig hårdt ramt af præstationsangst.
Hun beskriver, hvordan hun konstant var bange for at fejle og ofte gik rundt med mavepine over opgaverne. Men én ting overraskede hende: Når hun lavede live-interviews i studiet, forsvandt angsten. I podcasten fortæller hun, at hun opdagede, det var det eneste, hun ikke havde ondt i maven over. Live-situationen, som for mange ville være den største frygt, blev derfor hendes frirum.
For første gang oplevede hun at lave noget professionelt uden den lammende frygt, der havde forfulgt hende i uddannelsesårene.
Cecilie Frøkjær var vært på “Go' morgen Danmark” fra programmets premiere 2. december 1996 og helt frem til august 2009. I de år blev hun en af landets mest folkekære tv-profiler.