- Både byret og landsret har sagt nej til at frakende et dømt bandemedlem det danske statsborgerskab.
- Nu skal Højesteret tage stilling.
Højesteret skal nu tage stilling til, om en mand med tilknytning til et bandemiljø kan frakendes sit danske statsborgerskab, efter han blev dømt for besiddelse af et betydeligt våbenarsenal. Procesbevillingsnævnet har givet anklagemyndigheden tilladelse til at indbringe sagen, der rejser et principielt spørgsmål om rækkevidden af indfødsretsloven.
Sagen drejer sig om en mand, der ifølge tiltalen var i besiddelse af 500 gram formbart sprængstof, tre geværgranater, en håndgranat, en panserværnsraket samt en skarpladt fuldautomatisk riffel med tilhørende ammunition, magasiner og kikkertsigte. Et arsenal, der efter anklagemyndighedens opfattelse burde få vidtrækkende konsekvenser - også for hans status som dansk statsborger.
Byretten fandt manden skyldig i våbenbesiddelsen og lagde til grund, at forholdene var begået under skærpende omstændigheder efter den såkaldte bandeparagraf i straffelovens § 81 a. Alligevel afviste byretten anklagemyndighedens påstand om at frakende ham den danske indfødsret.
Byretten henviste til, at det fremgår af lovens forarbejder, at alvorlig kriminalitet ikke i sig selv er tilstrækkeligt grundlag for at frakende en person statsborgerskabet. Retten lagde desuden vægt på, at manden ikke tidligere var straffet for lignende kriminalitet. Landsretten stadfæstede efterfølgende byrettens afgørelse på dette punkt.
Prøves ved Højesteret
Anklagemyndigheden har imidlertid ønsket at få spørgsmålet prøvet ved landets øverste retsinstans, og Procesbevillingsnævnet har nu imødekommet anmodningen.
Den relevante bestemmelse i indfødsretsloven blev ændret ved lov nr. 1193 af 8. juni 2021. Ændringen indebar, at personer, der dømmes for blandt andet bandekriminalitet efter straffelovens § 81 a, kan frakendes deres danske indfødsret - dog kun, hvis de ikke derved bliver statsløse. Lovændringen var et led i en politisk markering over for den organiserede bandekriminalitet og skulle give domstolene et nyt redskab i bekæmpelsen af de hårdeste miljøer.
Afgørelsen ventes at få betydning for kommende sager.