Nyheden om den store skattesag mod golfspilleren Søren Hansen, der risikerer otte års fængsel for skattesnyd til 9,7 millioner kroner, udløser ikke nervøse trækninger hos familien Wozniacki.
Ligesom Søren Hansen er Caroline Wozniacki for længst flyttet til skattelyet Monaco. Men hendes trænerfar er ikke bange for Skats klapjagt på udlandsdanskere. Der er ikke tale om en proforma-adresse, siger Piotr Wozniacki.
"Jeg er ikke nervøs. Hvorfor skulle jeg blive det? Fordi vi bor i Monaco og har danske pas? Nej, for det, vi gør i familien Wozniacki, det gør vi korrekt. Vi har også både en advokat og revisor, som har styr på det," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
I dag kom det frem, at Bagmandspolitiet anklager Søren Hansen for skattesnyd på 20 millioner kroner, fordi han boet i sit sommerhus i Hornbæk i en periode fra 2001-2005 - selvom han var frameldt i Danmark som skattepligtig.
Men Piotr Wozniacki mener ikke, han og datteren er så ofte i Danmark, at de er i farezonen.
"Der er forskel på at have adresse i Monaco og så at bo i Monaco," siger han.
I 2007 flyttede Caroline Wozniacki, der lige nu er nummer otte på verdensranglisten, til Monaco. Men ikke for at nyde godt af en trækprocent på nul i middelhavsparadiset.
"Vi er ikke ikke i Monaco for at slippe for at betale Skat, men fordi Caroline kan spille udendørs hele året, og fordi der er gode træningspartnere. Caroline er 19 år gammel. Hun er den eneste, der er så ung i top 10. Det er fordi, hun har de her muligheder. Hun var aldrig kommet derop, hvis hun var i Danmark," siger Piotr Wozniacki.
Han er træt af forestillingen om, at hans datters millionindtægter ikke beskattes, fordi hun bor i Monaco.
"De penge, Caroline vinder, skal hun betale skat af i andre lande, som f.eks. USA. Alt afhængig af landet er det fra 30 procent og op til 40 procent. Mange tænker bare på, at hun vinder mange penge. Men hun betaler altså også skat," siger Piotr Wozniacki.