Når tæppet går op til Odense Sommerrevy 2027, bliver det samtidig sidste gang, publikum får mulighed for at opleve en af dansk revys fyrtårne på en revyscene.
Leif Maibom har besluttet at afslutte sin karriere som revyskuespiller, og hans allersidste revyoptræden bliver i Odense Sommerrevy 2027. Dermed bliver næste års sommerrevy i Odense ikke blot endnu en sæson i det store telt på Engen ved Fruens Bøge, men også et særligt og historisk farvel til en markant skikkelse i dansk revy.
Leif Maibom har gennem årtier sat et imponerende aftryk på dansk revy. Han debuterede som professionel revyforfatter i 1978 og grundlagde i 1982 Sønderborg Sommerrevy, som han gennem mere end tre årtier udviklede til en af landets mest populære revyer. Her fungerede han som både direktør, hovedforfatter, instruktør og skuespiller og blev kendt for sin særlige komiske timing og folkekære figurer.
Elsker Fyn
Leif Maibom ser meget frem til at være en del af holdet i Odense Sommerrevy i 2027, og skønt det bliver hans sidste optræden på revyscenen, så glæder han sig over, at karrieren netop afrundes på en af de store danske revyscener.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at lave Odense Sommerrevy og til at spille i det store telt på Engen i Fruens Bøge. Jeg har, siden jeg stoppede i Sønderborg, spillet med i nogle mindre revyer: Vinterrevy i Nykøbing F, Randers Sensommerrevy, og senest den nystartede Fyns Vinterrevy, og jeg kunne da godt mærke, at lysten til at slutte i en stor revy var der. Og at det så lige bliver i Odense, er noget helt særligt, fordi jeg også var med, da Lars Arvad lavede sin første vinterrevy på Magasinet i 2009. Jeg går dog på ingen måde på pension endnu og glæder mig til at fortsætte med at skrive tekster til revyerne, holde foredrag og virke som konferencier, siger Leif Maibom.
Odense Sommerrevy får premiere den 6. maj og spiller frem til den 17. juni 2027. Billetsalget starter i morgen.