Det er billigt, gennemprøvet og kunne redde op imod hundrede liv i Danmark hvert år.
Alligevel tøver Sundhedsstyrelsen, og vil først lave en forsøgsordning til næste år. Det drejer sig om at dele sprøjter med modgit ud til narkomaner, der er i fare for at tage en overdosis.
Sprøjterne hedder Naloxon-sprøjter og kunne have reddet nogle af de 175 mennesker, som mistede livet på grund af en overdosis i 2006. Det mener man hos narkomanernes talerør Brugerforeningen.
»Det kan absolut redde liv. Det ved vi fra kolleger i udlandet, som har haft meget stor succes med modgifts-sprøjter. Samtidig kan ambulancerne komme ud og redde nogle med hjerteslag i stedet for,« siger Jørgen Kaer fra Brugerforeningen i København. Han skønner, at hvis alle danske narkomaner havde adgang til sprøjter med Naloxon, kunne det redde op imod 100 liv om året.
Kan ikke misbruges
Peter Ege er socialoverlæge i Københavns Kommune, og kan se fordelene ved at give heroinbrugere adgang til sprøjter med modgift.
»Der er temmelig mange dødsfald som sker, fordi ambulancen ikke når frem i tide. Vi ved også, at narkomaner ofte fixer sammen, og det betyder, at hvis der en, som får en overdosis, kan de andre give dem modgiften med det samme,« siger han.
Naloxon kan ifølge Peter Ege ikke misbruges.
»Der er ikke nogen rationel grund til, at det ikke er frit tilgængeligt. Fordelene opvejer klart ulemperne. Men hvis det virkeligt skal have effekt, skal det deles gratis ud, eller eventuelt være muligt at få i håndkøb, som det er i Italien,« siger Peter Ege.
Minister vil vente på forsøg
Men Sundhedsstyrelsen vil først lave et forsøg med Naloxon til næste år.
»Naloxon er receptpligtig medicin, der skal ordineres af en læge. Vi følger forsøget i København, og tager derefter stilling,« siger Annemette Dons, som er chef for tilsyn ved Sundhedsstyrelsen. Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen har heller ikke travlt med at forsyne danske narkomaner med modgift.
»Vi har hørt om de gode erfaringer fra udlandet, og jeg bakker op om pilotprojektet i København,« siger Sundhedsministeren.
Enhedslistens Sundhedsordfører, Per Clausen, vil nu stille spørgsmål til ministeren i sagen. Han kan regne med selskab fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.