Bill Gates hiver ikke kaniner, men myg op af hatten.
Det var i al fald tilfældet, da den amerikanske rigmand talte om bekæmpelse af malaria under den årlige TED-konference (Technology Entertainment Design) i Californien.
Det lille stunt, hvor Gates slap en mindre myggesværm løs, blev ifølge BBC modtaget med stor begejstring af det fremmødte publikum.
Arrangørerne bag konferencen forsikrede, at myggene ikke var malaria-bærende. Stuntet var blot ment som en øjenåbner.
Bill Gates har oprettet en fond, der foreløbigt har doneret 170 mio. dollars - eller 990 mio. kr. - til at finde en vaccine mod malaria.