46-årige Henry Farrell fra Boca Raton i Florida, USA, har taget begrebet vaneforbryder til et nyt niveau. I sidste uge blev han anholdt af politiet i Florida for intet mindre end 190. gang.
Politiet siger, at de arresterede manden, da han forsøgte at stjæle en anden mands bil uden for en café i Boca Raton. Ifølge politiet truede Farrell den anden mand på livet, fordi han ikke ville give vaneforbryderen et lift, skriver AP.
Betjent Sandra Boonenberg, der er talskvinde for politiet, siger, at de har forsøgt at få Farrel ind på retskaffenhedens vej i årevis.
Henry Farrell bliver tilbageholdt uden mulighed for kaution, og han er tiltalt for besiddelse af marihuana, besiddelse af rygeredskaber og forsøg på at røve en bil.