En hyggelig spadseretur kan føre til andet end en omgang motion.
Det erfarede Mark Ciarmello og hans treårige datter, da de gik tur på stranden i Corolla i North Carolina. De fandt nemlig en flaskepost med en besked dateret 17. august 1969.
På sedlen stod:
"Hvis fundet kontakt North Haledon brandstation afdeling 2."
Bemærkelsesværdigt er det, at brandstationen ligger i New Jersey nogle hundrede kilometer længere nord på. Det skriver AP.
På brandstationen kender man dog ikke umiddelbart noget til, hvem der kan have udsat flaskeposten. Men tilbage i de dage tog brandmændene ofte på fisketur, så det er nok under en af disse ture til søs, at en munter brandmand har kastet flasken i vandet.