Bib-Bib ...

Ruth Parslev løfter to pakker vaskepulver forbi scanneren ved kassen i SuperBrugsen i Roskilde. Hun har arbejdet som kassedame, siden hun startede som elev i Karslunde Brugs, da hun var 16 år. Det var i 1970.

I dag er hun 57 år og arbejder stadig for et beløb lige over mindstelønnen. Ruth tjener 20.940 kroner om måneden, inklusiv et personligt tillæg på 2.700 kroner og et anciennitetstillæg på 320 kroner.

Ruth er dermed en af de mange tusinde lønmodtagere, der ikke får meget mere end mindstelønnen.

"Jeg er glad for mit arbejde, men jeg synes, vi får for lidt i løn. Det er surt, for vi har meget ansvar, og vi skal slæbe meget."

Når regningerne til telefonen, fagforeningen, huslejen og lånet i banken er betalt, har hun 2.500 kroner tilbage til mad, tøj og hvad hverdagen ellers byder på. Det er 82 kroner om dagen.

Hvordan går det med børnebørnene?, spørger hun en kunde. En anden ser helt forkert ud i ansigtet, og Ruth får at vide, at manden derhjemme ligger for døden. Kassedamen i brugsens røde firmatrøje kender alle kunderne og ved, når der er noget galt.

Ruths "kontor"

De fleste morgener møder Ruth kl. 7.00, eller rettere et kvarter i, for "jeg kan ikke holde mig hjemme", som hun siger. Så er der god tid til at slå alarmen fra, sætte skilte med nye priser på tilbudsvarerne, tælle kassen op og sætte blade og aviser frem, inden butikken åbner klokken 9.00, og de første kunder dukker op.

Ruth har hele tiden noget, der skal gøres, frem til hun får fri klokken 16.00. Dog har hun fået indført en rygepause på fem minutter om formiddagen. Så går hun ind på "Ruths kontor", som de har døbt flaskerummet, og tænder en Rød Cecil.

Spisepausen betaler de ansatte selv - ofte bliver de alligevel kaldt ind til kassen, når der er brug for dem.

Det passer Ruth godt at være i sving hele tiden, selv om hun er træt efter ni timers arbejdsdag:

"Jeg kan ikke lide at sidde og lave ingenting. Så er der ikke nogen kunder, pudser jeg kasserne eller fylder op med chokolade på hylderne."

Turde ikke låne

Ruth og hendes mand, Ulf, der kører turister sydpå som langturschauffør, har livet igennem knoklet for at få budgettet til hænge sammen, så de to døtre ikke manglede noget. Pigerne har aldrig haft det smarte tøj med mærker på, og nogle gange var køleskabet tomt. Så måtte de hente mad hos hendes forældre på gården.

"Men vi har forklaret pigerne, at vi ikke havde så mange penge, og det har de accepteret."

"Det har da været svært, men vi har betalt vores regninger til tiden, og så brugt det vi havde tilbage. Men vi har ikke kunnet skeje ud."

I den treværelses lejlighed i Roskilde løber to katte rundt på det bløde gulvtæppe. De to piger er for længst flyttet hjemmefra, men der er ikke nogen friværdi at "skeje ud" for. Ruth og Ulf er de eneste i opgangen, der ikke slog til, da lejlighederne blev sat til salg for 250.000 for 30 år siden. I dag er de steget til 1,3 millioner kroner.

"Vi turde ikke tage springet. For hvis nu en af os mistede arbejdet, og vi ikke kunne betale banklånet ..."

Lotto

Derfor spiller de Lotto og tjekker tekst-tv hver søndag til morgenkaffen for at se, om de har vundet.

"Men det giver ikke meget," smiler Ruth.

Deres næste ferie er en gratis tur til Polen, som Ulf skaffer gennem sit arbejde. Lønnen er lav som langturschauffør, men til gengæld får han lov at invitere konen med på en forlænget weekend, når han om en måned skal køre turister til Polen, hvor de skal have ordnet tænder.

Mens kaffen holder sig varm over et fyrfadslys på sofabordet, ærgrer Ruth sig over, at den ene datter arbejder i tøjbutikken Stadium, hvor hun også får mindsteløn.

Og det hjælper ikke meget at tage en uddannelse som butiksassistent, mener Ruth, for det giver blot 1000 kroner mere i løn.

Fortsætter til hun bliver 70

Ægteparret snakker aldrig om at gå på efterløn, selv om Ulf er 61 og Ruth har arbejdet på fuld tid, siden hun var 16 år. De har ikke råd til at miste lønnen, der trods alt er lidt højere end efterlønnen.

"Jeg fortsætter med at arbejde, så længe jeg kan. Vi kan arbejde i brugsen, indtil vi er 70 år, og jeg sætter alt hvad jeg kan over i pensionen."

Det store gennembrud i overenskomstforhandlingerne, lover en stigning i mindstelønnen, som kun følger prisudviklingen. Dermed blev det så heller ikke denne gang, at Ruth og de andre lavt lønnede kommer med på vognen.