Tirsdag den 11. august bliver 28 børn i Støvring de første elever på den kommende skole GRO, selv om selve skolebygningen først ventes færdig i 2030. Indtil da skal eleverne have deres hverdag på Karensmindeskolen, men fra første skoledag bliver de officielt en del af GRO og det fællesskab, som skal bygges op omkring den nye skole i Støvring Højdal.
Som minde om den usædvanlige skolestart får børnene et lille hus af pap, der skal forestille deres kommende skole. Inde i huset ligger blomsterfrø. Symbolikken er, at eleverne selv bliver de første til at få det nye skolefællesskab til at vokse.
- GRO handler om meget mere end en ny skole. Det handler om at skabe et fællesskab, hvor børn, unge og voksne kan lære, udvikle sig og være sammen. Det fællesskab begynder ikke den dag, bygningerne står færdige. Det begynder med børnene, siger Peter Hansen, formand for Børne- og Familieudvalget i Rebild Kommune.
Skal stå klar i 2030
GRO bliver Rebild Kommunes nye skole- og fritidsområde i Støvring Højdal. Når byggeriet efter planen står færdigt i 2030, skal området blandt andet rumme en tresporet folkeskole med SFO og klubtilbud. Kommunens ambition er samtidig, at området skal samle skole, fritid, idræt, natur, foreningsliv og lokalsamfund.
Flere nye årgange skal de kommende år begynde deres skolegang som GRO-elever, inden de nye bygninger står færdige. Dermed vil skolen allerede have elever og et etableret fællesskab, når dørene til de nye bygninger efter planen åbner i 2030.