Kunstig intelligens er blevet hverdag for mange danskere. Men det betyder ikke, at de stoler blindt på teknologien. Det viser en ny undersøgelse fra PwC og Epinion blandt 1.017 danskere.
91 procent svarer, at de har brugt chatbots som ChatGPT. Blandt de adspurgte bruger 51 procent AI flere gange dagligt eller ugentligt i deres arbejde. Samtidig har kun 12 procent høj tillid til AI-genereret information, mens blot tre procent vil lade AI træffe beslutninger på deres vegne.
Bekymringen er især rettet mod falske nyheder. 74 procent peger på spredning af falske nyheder som en ulempe ved AI. 66 procent nævner misbrug af personlige data, mens 65 procent peger på risikoen for kriminel brug.
Danskerne efterspørger også større gennemsigtighed. 87 procent mener ifølge undersøgelsen, at virksomheder skal oplyse, når indhold eller beslutninger er AI-genererede.