Et nyt musiksted åbner dørene i Odense torsdag den 25. september.
KRFTWRK holder til i den tidligere musikkonservatoriebygning på Islandsgade og markerer åbningen med en gratis endagsfestival. Ifølge Tinderbox, der støtter projektet økonomisk, byder dagen på mere end 15 etablerede og upcoming artister samt en række aktiviteter i og omkring bygningen.
KRFTWRK skal fungere som samlingspunkt for musikere, kulturaktører og publikum. Stedet får blandt andet øvelokaler, lydstudier og en scene med plads til 300 gæster.
Unge musikere vil desuden kunne få adgang til blandt andet workshops, masterclasses og sparring.
Åbningsfestivalen begynder klokken 17 på Islandsgade 2 i Odense. Der er gratis entré, og minimumsalderen er 18 år.