Du behøver ikke skifte til vinterdæk på en bestemt dato i Danmark.
Men kører du i sne, is eller sjap, skal dækkene være egnede til vinterføre.
Helårsdæk kan være nok, hvis de har den rigtige vintermærkning.
Efteråret er tiden, hvor mange danske bilister igen står med det samme spørgsmål: Hvornår skal vinterdækkene på?
Der findes ikke en bestemt dato, hvor bilen skal have vinterdæk. FDM anbefaler som tommelfingerregel at skifte omkring efterårsferien eller, når temperaturen kommer under syv grader. Det vigtigste er dog ikke datoen, men vejret og vejene.
Siden 1. juli 2025 er færdselsloven præciseret, så bilister ikke må køre med dæk, der er åbenbart uegnede til det konkrete føre. Det betyder i praksis, at du ikke må køre videre på sommerdæk, hvis vejene er dækket af sne, is eller sjap.
Har du sommerdæk på bilen, må bilen derfor blive stående, når vinterføret rammer.
Helårsdæk kan være nok
Det betyder ikke, at alle bilister nødvendigvis skal investere i et sæt vinterdæk. Helårsdæk kan bruges i vinterføre, hvis de er godkendt som vinterdæk. Rådet for Sikker Trafik oplyser, at du skal se efter mærkningen M+S, MS eller M&S.
Skal bilen bruges hver dag gennem vinteren, anbefales det desuden at kigge efter mærket 3PMSF. Det er symbolet med et bjerg med tre toppe og et snefnug. 3PMSF-mærket viser, at dækket er særligt egnet til hårdt vinterføre med sne og is.
Det er ikke nok, at dækket har den rigtige mærkning. Den lovpligtige mønsterdybde på en personbil er mindst 1,6 millimeter. Rådet for Sikker Trafik anbefaler dog mindst 3 millimeter på vinterdæk.
FDM peger samtidig på, at moderne helårsdæk kan være et fornuftigt valg for mange danske bilister, især hvis bilen primært bruges på veje, der regelmæssigt bliver ryddet og saltet.
Men helårsdæk er et kompromis. De bedste helårsdæk kan fungere godt under danske forhold, men ifølge FDM er de ikke lige så gode som egentlige vinterdæk, når der for alvor ligger sne på vejene.
Er du afhængig af bilen hver dag, eller skal du eksempelvis på vinterferie i områder med meget sne, anbefaler FDM derfor egentlige vinterdæk.
Derfor nævnes de syv grader
FDM bruger syv grader som en praktisk tommelfingerregel for, hvornår du skal skifte til vinterdæk på bilen.
Vinterdæk er fremstillet af en gummiblanding, der bevarer sin smidighed ved lave temperaturer, og dækmønstret er konstrueret til bedre at håndtere vinterføre. Det betyder dog ikke, at du bryder loven, hvis termometeret viser seks grader og bilen stadig står på sommerdæk.
Det afgørende juridisk er, om dækkene er egnede til det konkrete føre.
Bøden kan blive 4.000 kroner
Det kan blive en dyr beslutning at tage chancen på sommerdæk. Hvis politiet vurderer, at dækkene er åbenbart uegnede til føret, kan bøden ifølge Rådet for Sikker Trafik være 1.000 kroner pr. dæk.
Det er førerens ansvar at sikre, at bilen har dæk, der passer til forholdene, og vejret kan skifte i løbet af dagen. Færdselsstyrelsen anbefaler derfor, at bilister, som ikke kan undvære bilen, når der er risiko for sne, is og sjap, skifter til vinterdæk i god tid.