De første konkrete projekter i Odenses grønne ring kan nu sættes i gang. Nordea-fonden giver 2,05 millioner kroner til projekter ved Bellinge og Lindved, hvor dyrkede arealer skal omdannes til skov og natur.
Ved Bondebjerg mellem Bellinge og Højme skal otte hektar marker blandt andet blive til skov med stier og en fold til græssende dyr. Ved Lindved Å skal ni hektar udvikles med blandt andet boardwalk, fugletårn og græssende dyr. Den grønne ring dækker omkring 4.300 hektar rundt om Odense. Kommunens mål er på sigt at skabe sammenhængende skov og natur med offentlig adgang.
- Det er et af de største naturprojekter i Odenses historie, siger by- og kulturrådmand Lars Christian Lilleholt.
Det samlede budget for de to projekter er 4,25 millioner kroner. Anlægsarbejdet er planlagt til perioden 2027-2029.