Har du et gammelt maleri, et arvestykke eller et ur, du altid har været nysgerrig på?
Den 24. september kan du få det vurderet gratis, når Bruun Rasmussen besøger Kunsten i Aalborg.
Et maleri fra loftet, et gammelt armbåndsur eller måske et møbel, der har stået i familien i årevis.
Torsdag den 24. september kan nordjyder få en idé om værdien, når eksperter fra Bruun Rasmussen besøger Kunsten i Aalborg fra klokken 16 til 19. Det er gratis og uforpligtende at få vurderet kunst, design, kunsthåndværk, smykker og armbåndsure.
- Vi glæder os meget til at besøge Kunsten og møde både kunstinteresserede og nysgerrige mennesker, siger vurderingschef Peter Beck fra Bruun Rasmussen.
Auktionshuset oplyser, at der i øjeblikket er stor efterspørgsel på blandt andet værker af Skagensmalerne, CoBrA-kunst, Poul Anker Bech og Jens Søndergaard. Også smykker og ure fra blandt andre Cartier samt kunsthåndværk af Axel Salto og Arne Bang er efterspurgt.
Vurderingsdagen finder sted på Kunsten, Kong Chr. Allé 50 i Aalborg.