København ligger nummer 27 ud af 30 europæiske hovedstæder i en ny Greenpeace-analyse af priser, periodekort og sociale rabatter i den kollektive transport.
Et 2-zoners Pendlerkort med metro er ifølge analysen steget 17,6 procent siden 2023.
Det er blevet markant dyrere at være pendler i København.
Et 2-zoners Pendlerkort med metro kostede 510 kroner om måneden i 2023. I 2026 er prisen steget til 600 kroner. Det svarer til en stigning på 17,6 procent. Det fremgår af en ny analyse fra Greenpeace Central and Eastern Europe, som har sammenlignet den kollektive transport i 30 europæiske hovedstæder.
Her ender København som nummer 27 ud af 30. Kun Paris, London og Amsterdam placerer sig dårligere. Placeringen skyldes ifølge Greenpeace en kombination af høje normalpriser og få sociale rabatter. Også andre pendlerkort er blevet dyrere. Et 3-zoners Pendlerkort er ifølge analysen steget 22,4 procent siden 2023, mens prisen på et 4-zoners-kort er steget 15,3 procent.
Til sammenligning er priserne i samme periode faldet 11,5 procent i Oslo og 42,5 procent i Dublin.
Vil have billigere transport
Greenpeace mener, at den kollektive transport bør gøres billigere.
- Vi ved, at offentlig transport belaster klimaet mindre, giver mindre luftforurening og mindre trængsel i byen. Det er altså lidt skørt, at København, der gerne vil være en grøn storby, har nogle af de dårligste forhold for pendlere i Europa. Vi skal gøre det billigere og ikke dyrere at tage bussen og toget, siger Christian Fromberg, politisk kampagneleder for Greenpeace Danmark.
Analysen omfatter EU's 27 lande samt Norge, Schweiz og Storbritannien. Hovedstædernes placering bygger på tre elementer: tilgængelighed og dækning af periodekort, normalprisen samt sociale rabatter.
Priserne er korrigeret for forskelle i landenes generelle prisniveau. Ranglisten er ikke en samlet vurdering af kvaliteten af den kollektive transport. Den tager blandt andet ikke højde for frekvens, punktlighed, netværkets tæthed eller åbningstider.