Statens Naturhistoriske Museum inviterer danskere over hele landet til at gå på jagt efter små edderkopper i skovbunden.
Forskerne håber både at få mere viden om de danske arter og måske opdage helt nye.
Der findes over 600 forskellige arter edderkopper i Danmark. Men forskerne mangler stadig viden om langt de fleste af dem. Nu skal danskerne hjælpe.
Statens Naturhistoriske Museum lancerer Eddercup'en, hvor grupper over hele landet inviteres til at undersøge edderkopper, der gemmer sig blandt visne blade i skove og andre områder med træer.
Den første Eddercup bliver afholdt i uge 40 og 41. Deltagerne skal registrere forholdene på stedet og indsamle edderkopper og andre oplysninger efter en vejledning fra museet. Materialet bliver derefter sendt til forskerne.
- Når deltagerne undersøger skove og naturområder forskellige steder i landet, kan vi samle materiale fra mange forskellige levesteder. Det giver os et bedre grundlag for at undersøge, hvilke edderkopper der lever i skovbunden, og hvilke forhold de foretrækker, siger Frederik Leck Fischer, araknolog ved Statens Naturhistoriske Museum.
Han håber, at projektet kan give forskerne langt mere viden om de danske edderkopper.
- Jeg håber på, at vi med danskernes hjælp kan få meget mere viden om de danske edderkopper, og med lidt held vil vi opdage et par helt nye arter.
Alle kan være med
Det kræver ingen særlig viden om edderkopper at deltage. Museet stiller en trin-for-trin-guide og billedguides til rådighed. Undersøgelsen tager omkring to timer og skal gennemføres i tørvejr i uge 40 eller 41.
Venner, naboer, skoleklasser, spejdere, foreninger og andre grupper kan deltage. Det er gratis at være med, men deltagerne skal selv skaffe almindelige materialer som blandt andet snor, pensler, et lagen og desinficerende spray.
Efterfølgende kan grupperne få besked om, hvilke edderkoppearter der blev fundet i deres område.