Tre fodboldtilskuere med tilknytning til AGF blev sigtet og fik strakskarantæner før søndagens kamp mod AC Horsens i Horsens. De tre personer er 17, 18 og 19 år gamle og blev kontrolleret ved indgangen til stadion.
Ifølge Sydøstjyllands Politi havde alle tre balaclavaer (sort maske som trækkes over hovedet, red.) med sig. To af dem var desuden i besiddelse af pyroteknik. Den ene havde to balaclavaer og to nødblus, som var forsøgt skjult i udhulede sko. En anden havde en balaclava, mens den tredje havde både en balaclava og et nødblus.
Alle tre blev sigtet for overtrædelse af maskeringsforbuddet. De to personer med nødblus blev desuden sigtet for besiddelse af pyroteknik. De blev samtidig bortvist fra stedet og fik forkyndt strakskarantæner. Ifølge politiet bliver karantænerne fulgt op af en generel karantæne på to år.
- Langt de fleste tager til fodbold for at bakke deres hold op og få en god oplevelse sammen med andre. Det skal de kunne gøre i trygge rammer, siger vicepolitiinspektør Sidsel Thrane Larsen fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet oplyser, at det sammen med fodboldklubberne fortsat vil have fokus på blandt andet maskering og pyroteknik omkring kampene.