91 læger og 47 sygeplejersker er blevet rekrutteret til Region Sjællands hospitaler efter en særlig indsats, som Regionsrådet satte 102,6 millioner kroner af til i januar.
Pengene skulle bruges til at ansætte 103 læger, 46 sygeplejersker og 13 øvrige sundhedsmedarbejdere på områder, hvor manglen på personale var størst. Den seneste opgørelse fra 31. juli viser, at der er indgået aftaler om 91 læger, 47 sygeplejersker og 13 øvrige sundhedsmedarbejdere. Derudover er mindst otte læger aftalt ansat i 2027.
Blandt de nye læger er fire lungemedicinere på Midt- og Vestsjællands Hospital, fire neurologer på Sjællands Universitetshospital og fem endokrinologer på Holbæk Sygehus. Regionsrådsformand Trine Birk Andersen peger blandt andet på, at regionen tidligere har haft svært ved at rekruttere til mindre hospitaler og bestemte specialer.
- Vi har i Region Sjælland særligt på vores mindre hospitaler og inden for en række specialer haft vanskeligt ved at rekruttere speciallæger og sygeplejersker tidligere. Det har betydet, at vi har brugt vikarer, privathospitaler og andre dyre løsninger, for at patienterne kunne behandles rettidigt, siger hun.
Skal behandles tættere på hjemmet
På Sjællands Universitetshospital i Nykøbing F. er der blandt andet åbnet et neurologisk nærtilbud, hvor en speciallæge er til stede to dage om ugen.
Det betyder ifølge regionen, at flere patienter med eksempelvis nyopståede neurologiske symptomer eller mistanke om epilepsi kan blive vurderet lokalt i stedet for at skulle til Roskilde.
Indsatsen fortsætter i den kommende Region Østdanmark. Her er der i budgettet for 2027 afsat 154 millioner kroner til at styrke bemandingen og en række specialer på hospitalerne i Region Sjællands nuværende område.