Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Hvordan vil unge lære deres fædre og mødre at omgås fyrværkeri forsvarligt? Hvordan advarer de storebror om, hvad der kan ske, hvis man ikke tænker sig om, når man har fingrene i fyrværkeriet? Og hvordan får de kammeraterne til at passe på med romerlys og raketter?
Dette skal årets fyrværkerikampagne over for 13-15-årige skoleelever give svaret på. Omkring 15.000 elever og deres lærere har valgt at tage mod udfordringen og lave små kampagnefilm om sikker omgang med fyrværkeri. Derfor er der i disse dage fuld gang i unge instruktører, skuespillere og kamerafolk på skoler over hele landet. De har travlt med at få deres film gjort færdige, så de senest 12. december kl. 18 kan uploades på www.fyrvaerkeri.dk og hente likes i konkurrencen om at blive årets bedste film. Onsdag den 17. december kåres årets tre vinderfilm ud fra kvaliteterne som kampagnefilm samt antal likes, og klasserne bag vinderfilmene præmieres med en biograftur.
- Med indsatsen når vi ud til mange tusinde børn og voksne, langt flere end de 15.000 elever, som er direkte involverede i filmprojekterne. Deres familier hører også om fyrværkerirådene, og masser af kammerater bliver inviteret til at stemme på filmene og møder dermed også de gode råd om, hvordan man undgår fyrværkeriskader, siger Mette Cramon, der er fungerende kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen.
Sikkerhedsstyrelsen står i samarbejde med Sundhedsstyrelsen for årets fyrværkerikampagne over for skoleelever i de større klasser. Alle landets lærere har haft mulighed for at tilmelde deres klasser til filmprojektet, og der findes færdigt undervisningsmateriale, som er udarbejdet, så det passer ind i undervisningen i it og medier i folkeskolen. Formålet er at sætte eleverne i gang med at udtænke ideer til kampagnefilm og føre dem ud i livet.
Ud over filmprojekterne er der også en fyrværkeriindsats mange steder i landet over for elever i femteklasserne, først og fremmest drenge. Det er i den alder, mange forældre giver deres børn lov til at deltage i at skyde fyrværkeri af, og hvis det skal foregå sikkert, er der brug for gode råd fra nogle, der er mere erfarne.
Derfor uddannes der som led i fyrværkerikampagnen hvert år en række fyrværkeridemonstratører, som bliver i stand til at lave en fyrværkeridemonstration med fokus på sikkerhed over for skoleelever. Der findes fyrværkeridemonstratører over hele Danmark. Nogle er kun aktive i vedkommendes egen kommune, mens andre dækker et større område.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.