12,7 mia. kr.: Sådan stjal de dine skattekroner

Nyheder
Udbyttesagen kom frem i august 2015. Den er siden blevet efterforsket af Bagmandspolitiet og Skattestyrelsen. (Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix/arkiv)

Skat udbetalte over tre år milliarder af kroner til udlændinge, fordi de hævdede at have ret til udbytteskat.

Skattestyrelsen kræver omkring 750 millioner kroner af et dansk advokatfirma. Det er en del af udbyttesagen, som er blevet kaldt danmarkshistoriens største skattetyveri.

I skandalen om udbytteskat blev statskassen drænet for 12,7 milliarder kroner.

Læs her, hvordan svindlen angiveligt er foregået:

* Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

Udbytteskat er den skat, man skal betale, når man har tjent penge på sine aktier i en virksomhed.

* Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.

* Svindlen er angiveligt sket ved, at selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden de har ejet de aktier, som de ville have tilbagebetalt skat for.

* To amerikanere Matthew Stein og Jerome Lhote samt den britiske finansmand Sanjay Shah er hovedmistænkt for at have svindlet gennem fiktive amerikanske pensionsfonde.

* Ved at hævde at pensionsfondene ejede aktier i danske selskaber for mange milliarder, påstod de, at pensionsfondene havde ret til at få udbytteskat refunderet efter aftaler om dobbeltbeskatning mellem Danmark og USA.

* Den formodede svindel fandt sted i perioden fra 2012 til 2015.

* Skattestyrelsen har anlagt omkring 500 civilretlige sager med et samlet krav på 12,7 milliarder kroner. Retssagerne er anlagt i blandt andet USA, Storbritannien, Malaysia og Dubai.

* Samtidig undersøger Bagmandspolitiet, om der er grundlag for at rejse straffesager. Efterforskningen retter sig mod bl.a. Sanjay Shah. Foreløbig er en enkelt straffesag afgjort. Den tyske North Channel Bank tilstod i september sidste år og blev af Retten i Glostrup idømt en bøde på 110 millioner kroner.

Kilder: Skat, Politiken, TV2, Skattestyrelsen, Ritzau.

/ritzau/