NYHEDEN OM, at klinikchef Jakob Trier Møller, fra Rigshospitalet, i desperation, har sagt sin stilling op, har fået lederne fra samtlige 43 kliniker på Rigshospitalet, til at skrive et fælles åbent brev til politikerne. I Politiken, d. 8. Februar, står der skrevet, at lederne fra Rigshospitalet advarer om, at presset på sundhedsvæsenet er stort og at patientsikkerheden er i fare.
Flere års besparelser i sundhedsvæsnet, i en kombination med samme eller endnu højere krav på serviceniveau, hænger på ingen måde sammen. Jeg er ikke en haj til økonomi, men det her kan selv jeg forstå: at blive ved med at spare, samtidig med, at der skal produceres/ydes mere eller i hvert fald det samme, det kan kun give en ubalance og dårlige forhold - og det beskriver vel en egentlig rimelig godt det danske sundhedsvæsen, som det er nu og hvordan det har været alt for længe.
SOM SYGEPLEJERSKE med lidt over to års erfaring, kan jeg fortælle, at jeg kender til ubalancen og de dårlige forhold. Jeg er helt med på, at en del af opgaven som sygeplejerske, er, at man skal prioritere. Det er noget en sygeplejerske gør flere gange i mens uniformen er på. Men når det drejer sig om prioriteringer, hvor man er nødsaget til at gå på kompromis med fagligheden, så er der tale om en ubalance. Den ubalance resulterer i, at der opstår en reel fare for patienterne.
Artiklen fortsætter under boksen.
Dansk Sygeplejeråd lancerede sidste år en kampagne under hashtagget #SygtDilemma. Her delte flere sygeplejersker, inklusiv undertegnende, syge dilemmaer fra deres hverdag i uniformen. Dilemmaer, som beskrev, at de ofte måtte prioriterer mellem opgaver, som var umulige at prioriterer, da det ene var lige så vigtigt som det andet.
EN SYGEPLEJERSKE BESKREV et sygt dilemma, hvor vedkommende havde stået med to akut dårlige, intensive patienter, der begge krævede sygeplejerskens tilstedeværelse. Sygeplejersken ringede i sin klokke, for at få en kollegaer til stuen og hjælpe, men de kollegaer, der var at trække på, stod selv fast med andre patienter. Sygeplejersken skrev, at det på den vagt var mere held end forstand at patienterne overlevede.
Jeg har selv stået i samme situationer, som sygeplejersken beskrev i sit syge dilemma. Jeg har været nødsaget til gå på kompromis med min faglighed og har derfor været med til at sætte patienternes sikkerhed i fare. Følelserne i krop og hoved, når man går hjem efter sådan en vagt, er ganske forfærdelige.
At have været i vagt, og gå hjem med tankerne om at det hele nok skal gå fordi; patienterne er trods alt stadig i live, mine kollegaer er i live og jeg selv er i live. Oversat: ingen døde i min vagt.
JEG VED, at det er at sætte det hele på spidsen, men sådan tænker jeg nogen gange. Det er utroligt nedslidende, og mildes talt, så er det rædselsfuldt, når en arbejdsdag er så presset, at jeg kommer på de tanker.
Mit job er ikke at sætte patienters liv i yderligere fare, mit job er, at jeg skal passe og pleje patienterne og give dem og deres pårørende omsorg og møde dem med overskud og empati. Alt for ofte er det ikke muligt, da de pressede tilstanden tvinger mig til at gå på kompromis med min sygeplejefaglighed.
Generelt er der ikke nok tid til patienterne, og travlheden og det dertil dårligt arbejdsmiljø øger risikoen for ar der sker fejl. Udover at sygeplejerskerne knækker sammen pga. urimelige forhold, så er de største tabere i det her patienterne. De, som burde være 100% i fokus og få rettidig behandling og omsorg.
LEDERNE FRA RIGSHOSPITALET forslår at et prioriteringsråd kunne være en løsning. Jeg er ikke ekspert på hvad løsningen skal være, men jeg tror, at der skal flere løsninger til. Faktum er, at de rammer der er sat og den mængde på syge vi har, ikke hænger sammen med den mængde ressourcer der er.
En start, på en løsning, vil være, at politikerne for alvor åbner øjnene op og hører på os, der er eksperter i sundhedsvæsnet, os der arbejder på gulvet til hverdag. Der burde ringe nogle alvorlige alarmklokker, når endnu en klinikchef fra Rigshospitalet har kastet håndklædet i ringen, og når alle de resterende klinikchefer bakker op og udtrykker samme bekymringer. Politikerne burde skride massivt ind nu - der er ikke tid til at lave nye regneark og reformer.
DER SKAL TILFØRES flere ressourcer til de opgaver vi står med i sundhedsvæsnet. Patienterne kan ikke vente, de skal have deres behandling og omsorg lige nu, det er derfor de er indlagt. Sidste år døde en toårig pige på Hvidovre Hospital. En tragisk sag, som var resultatet på netop den travhed, som personalet havde advaret om. En fejl, der kunne have været undgået.
Jeg frygter at sagen på Hvidovre kun er toppen af isbjerget. Sker der ikke handling nu, vil vi i fremtiden se langt flere dødsfald.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.