Sidste år i juni måtte Zenia Stampe føde lille, døde Olga. Zenia var 24 uger henne og var øjeblikkelig og for en politiker sjældent hudløs omkring det, der var sket. Det medfødte blandt andet en del voldsomme og personlige angreb, og selvom der også var masser af medfølelse, fik Zenia altså også ”kærligheden” at føle. Det fortæller hun i et interview med FEMINA i denne uge.

Lige efter Olgas død var der f.eks. en, der mailede ”Det har du fortjent”, og en anden skrev på Facebook: ”Hvis jeg fandt ud af, at jeg skulle hedde Olga, og min mor var Zenia Stampe, så ville jeg også have valgt nødudgangen.”

- Det var næsten det allermest sårende. Og det var dagen efter … Jeg har insisteret på at tale åbent om det, fordi jeg har BRUG for at tale åbent om det. Men det har ramt mig hårdt, at man så også kaster sig selv for løverne. Jeg er i forvejen lidt et byttedyr i nogle kredse. Sådan er det i politik. Der er nogen, der elsker mig, og der er nogen, der hader mig. Det ved man godt, når man lægger sin skæbne åbent frem, siger Zenia Stampe.

- Men det gjorde ondt alligevel. At der var nogen, der misbrugte det. Jeg har vænnet mig så meget til, at folk bare skriver grimt om mig, men jeg fik også dårlig samvittighed, for jeg tænkte: Okay, jeg har kastet mig selv for løverne, men jeg har fandeme også kastet mit barn for løverne. En ting er, hvad de skriver om mig. Men at begynde at håne hende … det blev jeg virkelig ked af, fortsætter hun.

Flere livskriser udløste et angstanfald hos skuespilleren Lærke Winther. Læs på femina.dk, hvordan hun lærte at tackle det.

Tilbage i behandling

Udefra set virker det næsten desperat at sætte sig op på sin cykel, fem dage efter man har mistet et barn – for at køre ud på fertilitetsklinikken og aftale en ny tid. Men det var det, de gjorde. Zenia, hendes mand Martin og deres datter Erika på to år.

- Vi kørte allerede ud til fertilitetsklinikken, før Olga var begravet. Det var første gang, jeg var udenfor, efter det hele var sket. Vi havde ikke nogen aftale, vi gik bare ind i receptionen og spurgte: ”Kan vi komme tilbage i behandling? Hvor lang tid kan der gå?” Der skulle gå nogle måneder, før vi kunne komme i gang.

- Det generede mig virkelig. For jeg følte, at livet først kunne gå videre, når jeg havde et liv inden i mig igen. Olga var meget livlig, og jeg følte mig så TOM indvendig, bogstavelig talt. Det var jeg jo også. Vi begyndte på fertilitetsbehandling igen efter sommerferien, og så blev jeg gravid i første forsøg. På den måde har vi været fuldstændig … afsindig heldige oveni i det hele. Meget heldige, siger hun.

Da Michelle Hviid fik konstateret en tumor i hjernen, valgte hun at tage kampen op. Læs om hendes oplevelse på femina.dk

Zenia Stampe forklarer, at det selvfølgelig er en underlig følelse at gå rundt og sørge over et barn og samtidig glæde sig over det barn, man har i maven.

- Måske kan det virke kynisk for nogle: Nå, men så skynder man sig bare lige at finde en erstatning. Men for mig er det noget med at skille tingene ad. Det var derfor, vi hurtigt kom tilbage i behandling igen. Jeg tænkte: ”Nu falder alting sammen”. Jeg var meget bange for, at vi ikke fik de børn, vi ønskede os. Men den sorg skulle ikke blandes sammen med sorgen over tabet af Olga,’ forklarer hun.

Sorgen forsvinder aldrig

For Zenia Stampe er det kommende barn nemlig ikke en erstatning for den sorg, hun føler over Olga. Den sorg vil aldrig gå væk.

- Mange kan ikke forstå, hvordan man kan være så ked af at miste et barn, man ikke har nået at lære at kende. Men det er ikke hvilket som helst barn. Man sørger over DET barn. Hun var sit eget lille væsen. Det har jeg jo oplevet før med Erika. Det er det mest eventyrlige og spændende – den der blomst, der langsomt folder sig ud. De er sig SELV. Og den helt store sorg er, at det lille menneske kunne have foldet sig ud, men på grund af en eller anden skide infektion, som jeg ikke ved, hvor jeg har fået fra, så fik hun frataget den mulighed, siger politikeren.

Vi klarede det sammen

Det var en anden og ændret Zenia, der gik ind i 2015, fortæller hun. Hun føler en anden dybde og taknemmelighed for det, hun har nu. Hun beskriver, at hun besidder en større skrøbelighed, men også en styrke. Før dette ramte, var hun ekstremt bange for ulykker og læste om alle de ting, der kunne ramme hende og hendes børn.

Bekymringen er der stadig, men nu har hun oplevet, hvordan det er at blive ramt og derefter vende tilbage til livet igen.

- Det er nærmest, som når folk har været nærdøde og er kommet tilbage – det bliver også en smuk oplevelse bagefter, for de har set noget, de ellers ikke havde set. Sådan har jeg det. Og Martin og jeg kan klare meget mere. For det var fandeme hårdt at stå igennem sammen, fordi vi nogle gange var lidt asynkrone i vores behov, men vi KLAREDE det sammen, og det gør, at vi nu kan klare ALT. Det er jo alt sammen klichéer, det har så bare vist sig at være rigtigt også i vores tilfælde, siger Zenia Stampe til FEMINA.

Af redaktionen, FEMINA, Aller Media