Syge mennesker bliver altså ikke raske, bare fordi man tager pengene fra dem.
Sådan lyder reaktionen fra forfatter og blogger Lisbeth Riisager Henriksen på psykiater Henrik Day Poulsens kommentar om, at syge borgere på ressourceforløb mangler motivation til at arbejde.
I de seneste par dage har flere medier skrevet om ressourceforløbene, der blev indført i 2013 for at afklare og udvikle syge borgeres arbejdsevne i stedet for at sende dem på førtidspension.
Blandt andet har der været undersøgelser fremme, der viser, at kun meget få ressourceforløb ender med, at borgeren bliver ansat i et almindeligt job, mens langt de fleste ender med en førtidspension. Det har fået både arbejdsgivere, kommuner, politikere og nu også psykiater Henrik Day Poulsen til at lufte idéen om at sætte førtidspensionsydelsen ned, og diskutere, om de syge borgere er motiverede for at komme i arbejde.
Færre penge tryller ikke sygdommen væk
Det har nu fået Lisbeth Riisager Henriksen til tasterne i et blogindlæg på Avisen.dk:
- Det er altså beskæmmende at høre en læge og psykiater misbruge sin magt til at viderebringe dén slags påstande og sparke kategorisk nedad mod mennesker, der ikke kan forsvare sig, skriver hun blandt andet om Henrik Day Poulsen, og fortsætter:
- Det kan undre, at en psykiater virkelig ikke forstår eller anerkender, at man ikke kan motivere sig ud af noget, man ikke har magt over på grund af sygdom. Sygdom er en fysisk, psykisk eller social realitet, som desværre ikke lader sig påvirke af Dansk Arbejdsgiverforenings, Dansk Industris, Kommunernes Landsforenings eller Henrik Day Poulsens forestillinger om sammenhænge mellem motivation, løn og arbejdsevne, ligesom den heller ikke lader sig kurere af synspunkterne bag de politiske reformer af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge eller kontanthjælp.
Før fik de jo førtidspension
Lisbeth Riisager Henriksen, som er redaktør på to bøger om livet som syg og handicappet i nutidens Danmark, kritiserer blandt andet, at ressourceforløbene i sin tid blev kaldt en "tidlig indsats", men i realiteten bliver brugt som den sidste mulighed, når de syge allerede har været igennem flere forløb.
Hun understreger også, at de undersøgelser af ressourceforløbene, som har startet debatten, netop ikke siger noget om, hvorfor så få forløb ender med et job. Derfor kan man ikke bare konkludere, at det skyldes, at borgerne ikke er motiverede nok, påpeger hun, og kommer selv med en helt anden forklaring:
- Når der tales om ressourceforløb, taler vi i forvejen om de allersvageste grupper af alvorligt syge borgere, hvoraf de fleste før reformordningen ville have fået tilkendt førtidspension. Det er derfor temmelig forventeligt, at ressourceforløbene ikke har betydet en særlig stor forøgelse i arbejdsstyrken, skriver hun, og fortsætter:
- Tallene viser derimod, at mange alvorligt syge borgere på grund af lovens indførsel af ressourceforløb er blevet presset væk fra førtidspension. Kunne det ikke interessere en psykiater, hvad der mon er sket med alle de syge mennesker, som nu ikke kan få førtidspension? Deres sygdomssituation er jo næppe forandret til det bedre, så med ressourceforløb er de kun blevet ringere stillet i de ydre forhold.
Læs hele blogindlægget her.